Mit navn er Michael Stefansen, og jeg er 49 år gammel.

Efter en ulykke i 1996 er jeg nu afhængig af en kørestol, hviket var en kæmpe omvæltning både fysisk og mentalt og en masse spørgsmål og fortvivlelse har præget mange af mine år efter ulykken. Men de erfaringer jeg har gjort mig og de udfordringer jeg har fundet svarene på, kan med stor sikkerhed gøre gavn og hjælpe andre i lignende situationer. Derfor er mit håb, at jeg ved at stille mig til rådighed kan  være med til at oplyse om de risisi og udfordringer der kan ligge og lure, når hele verden og dine drømme står for døren og din eneste opgave ligger i at åbne døren og gribe mulighederne.

Ulykken lærte mig, at mine valg i mine unge år var præget af frygt for isolation og ikke være en del af flokken. Jagten på accept og tilhørsforhold fik mig til at tage dårlige beslutninger uden hensyntagen til konsekvenserne. Jeg følte mig uovervindelig og overbeviste mig selv om, at intet kunne ramme mig. De erfaringer tænker jeg mange unge mennesker, som står foran deres dør til hele verden kunne lære af.

Alt ændrede sig brat den skæbnesvangre novembernat. Min verden, og min families tilværelse, blev vendt på hovedet.

At stå ansigt til ansigt med traumatiske begivenheder er ofte livsomvæltende, og vores mentale styrke bliver sat på prøve. Hvordan vi håndterer disse udfordringer, bliver afgørende for vores fremtid. Nogle kommer styrkede ud på den anden side, mens andre kæmper mere, og desværre er der også nogen der mister håbet.

Mine erfaringer har lært mig, at det er afgørende at søge støtte, rådgivning og sparring, for at komme igennem og genopbygge ens liv eller starte forfra. Hvis man tror, man kan klare det alene eller ignorere det, så bør man måske genoverveje den beslutning.

Jeg står klar til at være en del af din rejse, og jeg tilbyder indsigt i potentielle konsekvenser før det er for sent gennem mit foredrag "Når livet ændrer sig". Jeg kan også være den sparringspartner, du har brug for midt i det hele, når spørgsmålene hober sig op og det der fylder mest er fortvivlsen over, hvor det dog skal ende og håbet bliver svagere. Mister man først håbet, bliver vejen tilbage mere kuperet, end hvis vi griber ind i tide.

Lad os sammen finde vejen og skabe troen, håbet og kærligheden til livet, så skal det nok gå alt sammen.